Legind Sø som pionerprojekt

Uddrag fra “Legind Sø som pionerprojekt”, Det Tabte Land , bind I, Jylland af Kjeld Hansen. Hele artiklen ses på linket: http://www.dettabteland.dk/nordjylland/legind.pdf

I tidernes morgen var Legind Vejle en fjordvig ud til Sallingsund. Siden stenalderen blev den afsnøret gennem naturlig landhævning og med strandvolde – godt hjulpet af en vejdæmning med Sallingvejen fra 1800-tallet. Uden for strandvoldene (hvor den gamle landevej stadig ligger i dag) opstod der frodige strandenge, mens vejlesøen blev til et brakvandsområde, som gradvis blev opfyldt med dynd og organiske materialer. I begyndelsen af 1900-tallet var den åbne vandflade skrumpet ind til syv hektar. Til gengæld blomstrede der et rigt fugleliv med en større koloni af sortterner og besøg af rørdrummen. Limfjordens salte vandmasser oversvømmede dog til stadighed engene og søen oppe bag vejdæmningen, så en kreds af lodsejere gik sammen om at forbedre afvandingen. De bad Hedeselskabet udarbejde et projekt for et regulært dige langs landevejen til at beskytte mod højvande i Limfjorden, en pumpestation med vindkraft til at pumpe vejlens vand op over diget samt en afvandingskanal op i vejlen.

Og sådan blev det. »Det er et stykke poesi, der forsvinder af vor tilværelse«, skrev Morsø Folkeblad i august 1925, da den 20 meter høje vindmølle blev opstillet og begyndte at arbejde. Hele vejen rundt om vejlen havde man protesteret, dog uden at det gjorde noget større indtryk på lodsejerne. Det var vigtigere, at de lokale fik noget at proppe i munden end et smukt syn for øjet, mente man dengang. Hele anlægget kom til at koste 32.667 kr. (803.420 kr. i 2007-priser), men der blev ikke ydet offentlig støtte til projektet. Hvor omfattende den lokale modstand var, fremgår af »Morsingboernes Sangbog« fra 1937, hvori der er medtaget en regulær protestsang mod afvandingen. Den var skrevet af en lærer ved Legind Skole, der dengang lå med udsigt til den gamle vejle. Første vers lød således:

‘Min fødeø, du ejed en gang – for ganske få år tilbage – en lille sø uden mage. – En lille juvel, – en ædelsten, –der lå og smilte i sommerens sol –så sart og så fin som en blå viol – på den blødeste græsgrønne pude. – – Og nu er dens saga ude.’

Alt var dog ikke for evigt tabt, men mere end 50 år skulle der gå, før protestsangerne fik deres vilje. Sandsynligvis fordi vindmøllen var for lille eller for ustabil, blev afvandingen aldrig rigtig vellykket. I hvert fald ansøgte lodsejerudvalget i det tidlige forår 1946 Statens Landvindingsudvalg om økonomisk støtte til at forbedre anlægget. Hedeselskabet havde atter været behjælpelig med et projekt for de 61 hektar til en anslået pris på 81.000 kr. (1,5 mio. kr. i 2007-priser). Men Statens Landvindingsudvalg kunne ikke hjælpe. Da Legind-lodsejerne kun ville forny den eksisterende vindmølle, måtte man sige nej. Dens slags vedligeholdelse hjemlede landvindingsloven ingen mulighed for at støtte. Så det blev et afslag, selv om landvindingsudvalget »i og for sig gerne vil være pumpelaget behjælpelig med at bringe afvandingsforholdene i orden«, som det hed i et udkast til afslaget fra den 28. juni 1946. Udvalget mente, at der skulle installeres en elektrisk pumpe, hvis anlægget skulle fremtidssikres, men den investering fandt lodsejerne for dyr. De gav sig dog, men først i 1955. Da blev vindmøllen endelig pillet ned og erstattet med en elektrisk pumpe. Den kunne til gengæld holde vejlen tør året rundt. Det smukke syn fra før august 1925 og mindet om den »blå viol på den blødeste græsgrønne pude« gik dog aldrig i glemmebogen. Op gennem både 1960’erne – og ikke mindst i 1970’erne – blussede debatten om vejlens fremtid atter op.

Fuglene myldrer ind

I 1971 var pumpeanlægget slidt op. Afvandingen blev indstillet fra vinteren 1971/72, mens pumpelaget overvejede, om der skulle investeres i nye pumper. Straks steg vandet, så der opstod en stor vandflade, – og fuglene væltede ind i den genskabte sø. Lille lappedykker, atlingand, skeand, troldand, vandrikse, rørhøne, blishøne, viber, rødben og bekkasiner begyndte straks at yngle. Allerede i sommeren 1972 optalte de lokale ornitologer 69-78 par ynglende fugle. Alle var de afhængige af den nydannede sø, og de ville derfor forsvinde igen, hvis afvandingen blev genoptaget. Året efter var fuglenes antal steget til 230-239 ynglepar. I 1974 toppede det genskabte fugleliv med 414-478 par, da en koloni af hættemåger var vokset til 250-300 par. Alligevel blev pumperne atter sat i gang, selvom det var et helt lille naturparadis, der blev pumpet væk. Flere lodsejere havde været indstillet på at bevare den genskabte sø, og der blev også ført forhandlinger med fredningsmyndighederne, men sagen trak i langdrag. Så lodsejerne tabte tålmodigheden og bestilte nye pumper for at genoptage afvandingen. Fredningsmyndighederne svarede igen ved at pålægge området en 1-årig fredning, men da lodsejerne derefter oversendte regningen for de nye pumper til myndighederne, fik de kolde fødder. Fredningen blev ophævet, og fra august 1974 blev vandet atter pumpet ud af Legind Vejle. Lokalt vakte sagen stor debat, og i efteråret 1974 indsamlede Biologisk Forening for Nordvestjylland 4000 underskrifter lokalt mod afvandingen. Folk var stærkt forargede, ikke mindst fordi det også var myndighederne, der forlangte udpumpningen genoptaget. Det skete i forbindelse med, at vejdirektoratet gik i gang i 1973 med at bygge den 1717 meter lange Sallingsundbro og i 1975 den 421 meter lange højbro henover Legind Vejle. Begge stod færdige i 1978. Men trods de nye pumper var tørlægningen stadig ikke langtidsholdbar. Engjorden havde sat sig ganske betragteligt, og snart var der også dræn, der holdt op med at virke. I slutningen af 1980’erne var det under 10 procent af den gamle vejle, der blev dyrket. Resten lå hen som eng, krat og rørsump. Den naturlige naturgenopretning var gået sin gang. Da staten så i 1989 købte en større ejendom uden for det lavtliggende område, så man havde god jord at »bytte« med, kunne der sættes gang i en jordfordeling. Sytten ejendomme deltog, men alligevel blev forhandlingerne afsluttet på mindre end et år. Landmændene var nu ude af området, og staten kunne genoprette vejlen som en ferskvandssø på 27 hektar. Legind Sø blev indviet 16. September 1991 af den daværende konservative miljøminister Per Stig Møller, som fik lov til at slukke afvandingspumperne. Projektet var blevet gennemført med økonomiske midler fra naturforvaltningsloven, som folketinget havde vedtaget i maj 1989. Der var tale om et pionerprojekt, da det var et af de allerførste naturgenopretningsprojekter i statsligt regi.