Hund Sø “igen i løbetid” 2017

150 års tilbageblik med uddrag fra “Hund Sø – fra frodig eng til fattig brak, Det tabte land , bind 1 af Kjeld Hansen”:

http://www.dettabteland.dk/nordjylland/hund.pdf

Masser af brændevin.

Morsø Avis bragte den 22. januar 1866 følgende annonce: »Dygtige Jordarbejdere kunne straks faa Arbejde ved Kanalen fra Hund Sø. Daglønnen er 7 Mark. A. Lorentzen Entreprenør«

Samme forår gik arbejdet i gang med at grave den meget dybe kanal, der løber en kilometer fra søen og ud gennem Ejerslev Lyng til fjorden i øst. Det hårde arbejde blev udført af især fremmedarbejdere, vist mest tyskere. De boede i jordhuler på arbejdspladsen, hvor de levede af tørkost og så store mængder brændevin, at ingen andre mennesker turde komme i nærheden af dem efter arbejdstid. Jordarbejdet var hårdt fysisk slid, som udelukkende foregik med skovl og trillebør. Skråningerne til den næsten ti meter dybe kanal blev opkastet som terrasser, hvor folkene nederst i dybet kastede jorden op på den højere liggende terrasse, hvorfra næste hold kastede den videre opad, indtil jorden endelig kunne spredes ud på de omgivende arealer. I juni 1868 stod kanalen færdig, og to måneder senere var den største sø på Mors stort set udtørret; helt tømt blev den dog først i august 1870. Alt var gået efter tidsplanen, men udgifterne løb løbsk. Skeptikerne fik ret &– projektet kom til at koste 17.000 rigsdaler, hvilket var dobbelt så meget som det budgetoverslag fra 1866, der lå til grund for beslutningen. Allerede dengang var der store problemer med økonomistyringen i landvindingsprojekter!

I årene, der fulgte, brugte gårdejerne udelukkende de frugtbare søarealer til at opfede stude og avle hø. Naturgræsserne gav et stort udbytte, og flere bønder kunne fordoble deres studehold. Udtørringen skabte også gode jagtforhold i de frodige enge, hvor harer og vildænder befandt sig godt i det lange græs ved åen i midten og langs de mange skelgrøfter. Især de ældre erhvervsjægere fra hele sognet forstod at udnytte den gode jagt i Hund Sø-området. Den var til og med gratis, og ofte blev de gamle jægere inviteret ind på en dram og et krus øl hos lodsejerne, til gengæld for en god jagthistorie. Uden problemer var tilværelsen dog ikke; til stadighed var der konflikter med ejerne af mosen i nord. Man kunne ikke enes om, hvornår slusen i dæmningen skulle stå åben eller være lukket. Også indbyrdes lå gårdejerne i årelange stridigheder om retten til at færdes på markvejene og om det helt nødvendige arbejde med at holde hovedkanal og grøfter i god stand. Langvarige retssager om afvandingen helt frem til århundredeskiftet kom til at koste lodsejerne mere end de samlede udgifter til udtørringen.

Hund Sø – fra frodig sø til fattig brak

Efterhånden som vandstanden synker, pakker udløbet til med gispende gedder og arrige aborrer; fede ål i tusindvis snor sig i en sidste hektisk kamp for at undslippe. Men forgæves. Op af vandet må de, alle som en. Fra nær og fjern var folk mødt op, da Hund Sø blev tømt for vand i sensommeren 1870. Bevæbnet med ruser, sække og fiskegarn kom der også et stort optog af fiskervogne. Alle ville have del i den store fangst, et sidste måltid gratis fiskemad. Hele vognlæs ål blev kørt bort fra søen i de følgende dage. Siden har her været græsning i generationer, og fra 1960’erne også dyrket roer og korn, men i dag er Hund Sø ikke længere til nogen nytte. Terrænet har sat sig, og nutidens tunge maskiner kan ikke længere køre på den bløde dyndjord uden at synke i til navet. Kreaturer til at græsse de våde enge er der ingen af i vore dage, så kæmpeklynger af brændenælder, sødgræs og lodden dueurt breder sig ud over den gamle søbund. En enkelt fiskehejre står som vagtpost i afvandingskanalen, og på luftledningerne henover området knitrer en lille flok bomlærker. Ellers hersker stilheden. Den tidligere så frodige søbund ligger hen som brakjord. Braklagte arealer tæller stadig med, når man vil udvide svinebesætningen, og harmonikravene skal overholdes. Og så længe brakjorden ikke står direkte under vand, kan der søges landbrugsstøtte til det våde areal. Efter samme tarif som til en veldrænet hvedemark. Endelig er der vel også en smule jagt efter udsatte fasaner, rådyr og en hare i ny og næ. Hele vejen rundt og ned til den braklagte søbund dyrkes jorden; drænvandet fra de høje agre opsamles hernede som i et bassin. Pumpen i det lille rødstenshus knokler trofast dag og nat med at løfte drænvandet ud af den tidligere sø, som blev tørlagt for 135 år siden.

En generøs gave

Allerede i 1835 blev der truffet aftale om at tørlægge den 126 ha store Hund Sø, da den daværende ejer, justitsråd Friederich Hauch Stadel på Ullerup, forærede sin eneret til bønderne omkring søen. Til gengæld skulle de udtørre den. Omkostningerne skulle fordeles på samtlige lodsejere, alt efter deres lodders størrelse og bonitet. Aftalen var kulminationen på mere end 40 års stridigheder om vedligeholdelsen af søens afløb i nord og om ejendomsretten til de frodige enge især langs søens vestbred, hvor vanddybden var lavest. Alligevel skulle der gå yderligere 30 år med nye stridigheder og sågar flere forbitrede retssager naboer imellem, før tørlægningen kunne begynde. Siden 1791 havde gårdejere omkring Hund Sø gentagne gange beklaget sig til myndighederne over naboer, der angiveligt forsømte deres pligt til at vedligeholde grøfter og afløb, så der hyppigt forekom oversvømmelser af deres ejendomme. I 1823 blev lodsejerne omkring søen pålagt at uddybe afløbet fra søen, og  i årene derefter faldt vandstanden så meget, at der opstod nye engarealer ved søens vestlige side. Disse enge tilfaldt imidlertid søens ejer, justitsråd Stadel. Det skabte nogen misundelse hos de lodsejere, som havde jorden bag de nye enge. De mente ikke, at Stadel havde juridisk grundlag for at overtage de nyopdukkede enge, selvom han ejede søen. Det var denne juridiske hårdknude, justitsråd Stadel løste i et hug. Ved at opgive sin eneret til søen til fordel for en fælles aftale om udtørring lukkede justitsråden munden på de misundelige. Ikke alle var dog lige begejstrede modarbejdede 1835-aftalen om udtørring med justitsråd Stadel&– skulle fradømmes ejendomsretten til disse arealer. Med dette prokuratorkneb var sagen kørt helt derop, hvor den ikke tålte meget mere. Modstanderne kunne godt mærke, at nu skulle der træffes en afgørelse. Af de to onder: risikoen for en retssag contra udtørringen af søen, valgte de så det mindste. Således gik det til, at afgørelsen om den endelige udtørring af Hund Sø blev truffet i enighed.

Hedeselskabet træder til

I begyndelsen af 1900-tallet var den dyndede søbund sunket så meget sammen, at gårdejerne hidkaldte Hedeselskabets teknikere for at få hjælp i kampen mod vandet. I 1928 blev det besluttet at etablere kunstig afvanding ved hjælp af en vindmølle. Den skulle trække en snegl, som kunne løfte vandet op i Hund Sø-åen, der samtidig blev gravet endnu dybere. Vindmøllen, en seksvinget klapsejler, gjorde god nytte i årene frem til 1950. Børn og unge på egnen havde deres egen glæde af den. Om vinteren satte drengene møllen i stå, så vandet steg, og der opstod en kæmpestor skøjtebane. Her løb flere hundrede mennesker på skøjter. Helt oppe fra Sejerslev kom de unge for at være med i løjerne. I 1951 blev vindmøllen sat i stand for 9.084 kr. (127.070 kr. i 2007-priser), som man lånte i Ejerslev Sparekasse, men møllen arbejdede åbenbart ikke tilfredsstillende. Allerede i 1954 besluttede lodsejerne sig for at søge en forbedret afvanding med elektriske pumper, og året efter holdt man atter møde med Hedeselskabet i Sejerslev Forsamlingshus. Det førte til, at man i juli 1955 ansøgte Statens Landvindingsudvalg om støtte til at afvande 55 hektar til en pris af 220.000 kr. (2,8 mio. kr. i 2007-priser). Fra statens side var man imidlertid betænkelig ved at støtte rørdræning i den bløde dyndjord, hvor der var stor dybde til fast bund – ned til seks meter. Projektet blev ændret, men det forøgede de anslåede udgifter så voldsomt&– med 100.000 kr. til 320.000 kr.&– at lodsejerne lod sig skræmme. Ansøgningen blev trukket tilbage. Bestyrelsen holdt dog fast ved ønsket om et projekt. I 1959 opnåede man tilsagn fra Arbejdsministeriet om et tilskud på 60.000 kr. (693.757 kr. i 2007-priser) til projektet, som Hedeselskabet i mellemtiden havde regnet videre på. Endelig i 1960 kunne lodsejerne skride til afstemning om et revideret overslag fra Hedeselskabet. Det ville koste 230.000 kr. (2,6 mio. kr. i 2007-priser). Kun 13 af de 36 fremmødte lodsejere stemte for, men det var nok. Tilsammen ejede de 84 procent af arealerne. Senere forsøgte man at få flere med, men det lykkedes ikke. Alligevel blev sagen betragtet som afgjort. Søen skulle afvandes på ny. Og det blev den.

Statens Landvindingsudvalg sagde denne gang ja og trådte til i 1960 med tilsagn om at dække to tredjedele af alle udgifter. I april 1961 gik entreprenørerne i gang med at opføre pumpehuset. Det stod klart allerede samme sommer, hvorefter de to elektriske pumper med en ydeevne hver på 200 liter i sekundet begyndte deres sisyfos-arbejde. Sideløbende blev der uddybet og rørlagt grøfter. Denne gang var det dog ikke med skovl og trillebør, men med gravemaskine. Undervejs blev det dog klart, at budgettet ikke kunne holde. Der måtte søges om yderligere 25.000 kr. (242.000 kr. i 2007-kroner) i støtte fra staten, men det voldte ingen problemer, da Hedeselskabet helhjertet anbefalede forhøjelsen. I 1964 var arbejdet fuldført. Nu kunne der dyrkes både korn og roer på den gamle søbund.

Men den drænede jord voldte nye problemer, da den begyndte at sætte sig for alvor. To nye elpumper på hver 15 hk måtte installeres i 1968 for at holde arealerne nogenlunde tørre. De pumper den dag i dag. Selvom søbunden ikke længere kan dyrkes, skal den holdes tør af hensyn til afvandingen af de omkringliggende marker&– og for at kunne hæve landbrugsstøtten.

I sommeren 2009 er kommunen dog gået i gang med at undersøge, om dele af søen kan genskabes.

Kilder

Afvanding af Hund Sø, bind I og II. Samlet af Karl Søndergaard, Sejerslev. Indeholder udskrift af alle pumpelagets dokumenter vedrørende Hund Sø helt tilbage til år 1823 samt nedskrevne personlige erindringer om livet ved søen. Privat tryk.

Faber, F. 1828: Kort efterretning om en zoologisk rejse til det nordlige Jylland i sommeren 1827.- Tidsskr. Naturv. 5, s. 243-256.

Forfatterens besøg på lokaliteten, 8. okt. 2005.

Interview med fhv. gårdejer Karl Søndergaard, Sejerslev, 8. okt. 2005.

Landbrugsministeriet: Statens Landvindingsudvalg, j.nr. 1799. Rigsarkivet.