Omvendt Dalgas

Af Jørgen Larsen, Lis Lipschitz

16. April 1994 – Berlingske Tidende

Nyt vand Legind Sø på Mors er et godt eksempel på, hvad Hedeselskabet arbejder med i dag. Søen har i bedste Dalgas-ånd været afvandet siden 1925, men jorden blev aldrig rigtig god til agerdyrkning, og i årene mellem 1988 og 1991 er søen blevet genskabt. En omvendt Dalgas.

Den 16. september 1991 slukkede daværende miljøminister Per Stig Møller (K) for afvandingspumperne, og 20 dage senere havde Mors fået sin største sø tilbage. Legind Sø er ét af Hedeselskabets flotteste eksempler på naturgenopretning. Nu er selskabets mål nemlig ikke længere at indvinde jord, men at forvalte det danske landskab, der, som Hedeselskabet udtrykker det, er en del af vores fælles arv. Og samspillet mellem jord, vand og planter sættes højt. I virkeligheden var det Legind Sø selv, der satte sig imod at blive bøjet ind under devisen om, at hvad udad tabtes, skulle indad vindes. Legind Sø er et resultat af istiden, da isen trak sig tilbage, hævede landet sig og afsnørede én af Limfjordens arme. Det blev til en fladvandet vejle, der ind imellem blev overskyllet af det salte fjordvand. Denne brakvandssø, der fik navnet Legind Sø, blev efterhånden godt tilgroet og til slut var det åbne vand kun på syv hektar. I bedste Dalgas-ånd blev de lokale lodsejere derfor i 1923 enige om at afvande søen for at skaffe landbrugsjord. Der blev bygget en høj vindmølle, der trak en vandsnegl med en diameter på 1.5 m, og Legind Å blev rettet ud. Afvandingen med vandsnegl var dog ikke særlig effektiv. Først, da den i 1955 blev erstattet af en el-pumpe, begyndte der at ske ændringer. Men naturen var alligevel ikke rigtig med på ideen. Søbunden blev ved at sænke sig, og ikke alle dræn fungerede lige godt. I slutningen af 1980’erne kunne lodsejerne konstatere, at kun omkring 10 procent af vejlen var opdyrket. Resten var eng, krat og rørsump, derfor var den landsbrugmæssige gevinst beskeden i forhold til naturværdien. Det et var et teknisk uheld i 1972, der gav gav et vink om, at naturen ikke var med på tanken om at tørlægge vejlen. På grund af problemer med pumpen var afvandingen stoppet fra 1972 til 1974, og meget hurtigt opstod der et oversvømmet område, der meget snart tiltrak en masse fugle bl. a. gråstrubet lappedykker, krikand, atlingand, taffeland og vandrikse. Forår og efterår blev søen besøgt af ænder og andefugle på træk. På den måde førte naturen sit eget bevis for, at der var behov for at få søen tilbage. Ønsket blev støttet af en række lokale beboere på Mors, i »Morsingboernes sangbog« fra 1937 kaldte lærer O. Aggerholm fra Legind Skole den nu savnede sø »en lille juvel, en ædelsten, der lå og smilte i sommerens sol.« Han sluttede første vers af sin protestsang med at konstatere »- Og nu er den saga ude«. Men takket være vedtagelsen af loven om naturforvaltning i 1989 fik sagaen en ny afslutning. Genskabelsen af Legind Sø har kostet omkring 5 millioner kroner betalt af de naturforvaltningsmidler, der af Folketinget blev afsat til at sikre en positiv udvikling af naturen, forøge skovarealet og forbedre muligheden for friluftsliv. Hedeselskabet fik af Skov- og Naturstyrelsen overdraget arbejdet med at genskabe Legind Sø. Arbejdet begyndte i 1988, og i dag har søen et vandspejl på 27 hektar og en vandybdde på 1.30 m på det dybeste sted. Det ventes, at en række naturlige planter med tiden vil indvandre og skabe de omgivelser, der hører til en rigtig dansk sø. Fuglene og fiskene har allerede indfundet sig. Og den netop udkomne overvågningsrapport over Legind Sø viser, at søens vand er langt renere, end man havde håbet på. Og det er en glad Peder V. Nielsen fra Hedeselskabet, der lader det klare vand løbe gennem hænderne. Han har som agronom været projektleder på genskabelsen af Legind Sø. Han råber ikke højt med det, men han er faktisk født på Mors, og det har givet ham en særlig baggrund, når han skulle rundt og tale med lodsejere, pumpemesteren og andre, der havde viden om, hvordan søen så ud i gamle dage. Peder V. Nielsen har været ansat i Hedeselskabet siden 1975, og selvom hans arbejde består i at genoprette naturen, tager han ikke afstand fra andre tiders afvanding og dræning. »Det, Dalgas tog initiativ til, var fornuftigt dengang, selv om vi i dag måske ikke synes, det var særlig smart,« siger Peder V. Nielsen. Ved genoprettelsen af Legind Sø har man dog med veneration bevaret den gamle el-pumpe, der stadig regulerer vandstanden i søen. Kun er det gamle blikhus over pumpen erstattet med en mere miljøvenlig træoverbygning, der falder kønnere ind i naturen. Hen over Legind Sø svæver Legindvejlebro med A 26. Da broen blev bygget i 1978, stod de syv piller på tør jord. Nu er pillerne sikret med sten, og dybt forankret i søens bund. Legind Sø har forbindelse med Limfjorden gennem et 60 meter langt stryg, der giver fisk og andre vanddyr mulighed for komme ind i søen. Aborrer og hundestejler har allerede fundet vej, der er også set en enkelt ørred, men den menes nu at være undsluppet fra den nærliggende put & take-sø, der hører til Jesperhus Camping. Ligesom den kakadue, der blev set ved søen 28. maj 1993, nok er udveget fra Jesperhus Blomsterpark. Til gengæld er de viber, der i det blå aprilsvejr kanter sig over Legind Sø, så danske som nogen. Også gråænderne har været hurtige til at indfinde sig i den genskabte sø sammen med en lang række andre andefugle i større eller mindre antal. Her findes også lappedykkere, pyntelige knopsvaner og masser af blishøns. Over søen svæver musvåger, tårnfalke og spurvehøg, mens tamduerne har valgt at udruge deres unger på bropillerne. Ved søen er der også set spor af den truede odder. Også menneskene har stor glæde af Legind Sø, selv om hverken sejlads eller fiskeri er tilladt. Viborg Amt har lavet en handicapsti ved søen, mens amtets naturvejleder arrangerer ture i den geskabte natur. »Genskabelsen af Legind Sø har været et pionerprojekt, og de tekniske og biologiske erfaringer med Legind Sø kan bruges, når der skal genskabes natur andre steder i landet,« siger Peder V. Nielsen. Et nyt syn på naturen har fået Hedeselskabet til at sadle om og fastslå, at enhver tidsalder må bedømmes ud fra sine egne forudsætninger. I slutningen af 1800-tallet lykkedes det at indvinde landbrugs-og skovarealer, der oversteg, hvad Danmark havde mistet i 1864. Dengang var det et nationalt anliggende. Nu går tendensen i retning af at genskabe naturen. Og derfor er der stadig dækning for de ord, Dalgas skrev i 1866: »Det er ikke alene for de dødes og jordens skyld, vi er optrådt, men for de levende mennesker, som også har noget at fordre.«